Anders var blevet knap 4 år. Moren havde været svært deprimeret fra han blev født og indtil han blev 1 år. Hun var helt på det rene med, at i denne periode havde hun været fjern og ikke kunnet være ordentlig tilstede. Nu reagerede Anders ved kun at lukke op for kontakt på sine egne betingelser. Han var svær at trøste, svær at få til at høre efter, svær at få til at falde i søvn, og så blev han iøvrigt ustandselig småsyg af infektioner. Anders havde tydeligvis bygget et psykologisk forsvar op mod at genopleve tab, forladthed og svigt. Da moren begyndte at arbejde med holding oplevede hun en kraftesløshed i armene. Det var svært for hende at holde Anders. Under det fortsatte arbejde gik det op for moren, at hun selv var blevet forladt af sin mor, da hun var spæd, fordi hendes mor var blevet alvorlig syg. Gennem en periode på flere måneder var hun så blevet passet af forskellige mere eller mindre villige familiemedlemmer på skift. Da hun selv blev mor havde hun derfor ingen erfaring dybt fra sin egen spædbarndom til nødvendig empati overfor det nye barn. Instinkterne var blevet skadet, og den ledsagende hjælpeløshed udløste depressionen. Sideløbende med holdingterapien gik moren derfor i en meget intensiv terapi og efter 4-5 måneders forløb kunne hun med glæde fortælle, at hun nu havde fået styrke i armene til at holde Anders. Og Holdingen begyndte at virke, så den nu 4½ år gamle Anders var blevet betydelig mere åben, glad og tillidsfuld. Nærmest som en pudsighed fortalte hun så, at hun havde opdaget, at når Anders fik lov til at beholde sin sut i munden under holdingen var det meget sværere for hende at trænge igennem til ham i kontakten. Jeg bekræftede, at det var en dårlig ide med sut, fordi sutten, der i sit væsen er en narresut – efter min opfattelse – går ind som en del af det psykologiske forsvar. Så fortalte hun, at Anders ville være helt enig med mig heri. Han havde nemlig for få dage siden med et glimt i øjet betroet hende, at: “Jeg har et mørkt rum indeni. Der går jeg ind, når du holder mig. Hvis jeg har min sut med, er den en nøgle, som kan låse døren indvendig! Men jeg kan kigge ud ad vinduerne…”, hvilket han så demonstrerede for hende ved først at lukke sine øjne og derefter åbne dem ganske lidt, og kigge ud ad sprækkerne, noget hun i øvrigt ofte havde observeret under holding, men tidligere åbenbart ikke helt havde forstået betydningen af. Kan man savne et elendigt rumænsk børnehjem Han var netop blevet 8 år gammel og havde nu været i Danmark i 4 år. Det var halvdelen af hans liv. Han havde skiftet navn fra volapyk til det pæredanske Preben Jensen, selvom enhver kunne se, at han kom fra et eller andet sted i syd-øst-Europa. Han var ked af sit udseende, fordi han ikke lignede forældrene og heller ikke kammeraterne. Forældrene havde hentet ham på et rumænsk børnehjem, nær den ungarske grænse, hvor personalet talte ungarsk, så det var det sprog, han var vokset op med, fra han som spæd blev anbragt af en meget ung mor, der ikke magtede ham. Forældrene havde hørt om de forsømte børn på de nedslidte og fattige rumænske børnehjem, men de havde ikke tænkt på, og ingen fortalte dem om, hvad der kan ske med et barn der vokser op et sådant sted med få voksne til for mange børn, med underlødig kost, med indeliv i tomme og stimulationsfattige lokaler, med skrig og larm dag og nat og med fravær af legetøj. Dertil kom at dette børnehjem lå klods op ad et militært anlæg med mange detonationer og anden militær støjforurening. Forældrene var kommet lidt op i årene, og da det ville tage urimelig lang tid at vente på et lille barn, valgte de den rumænske dreng, selv om han var blevet 4 år gammel. Han kunne vel hurtigt fordanskes og knytte sig til et par kærlige forældre og blive så god som nogen dansk dreng. Det gjalt bare om, at han hurtigt glemte sin fortid! Den var jo heller ikke noget at samle på! Preben viste sig at være godt begavet. Han lærte hurtigt dansk og han tegnede kreativt og teknisk godt. Måske havde børnene på børnehjemmet af og til fået farveblyanter og papir ? Men han havde det svært med kammeraterne i børnehaven. Han ville havde de voksne for sig selv, han ville have legetøjet for sig selv, og når der blev delt en kage ud ville Preben have det hele! Fik han ikke det, bankede han de andre børn, piger som drenge. Personalet kunne styre denne adfærd så længe han var 4 år og 5 år, men det begyndte at knibe, da han var 6 år og det blev helt slemt da skolepsykologen vurderede, at han skulle vente med at komme i skole til han var 8½år, for så blev han så meget større og så magtfuld overfor de andre børn, at personalet bad om hjælp. Hjemme kunne han også være besværlig, urolig, rastløs, støjende og faren havde i hidsighed af og til labbet ham et par flade. Men for det meste havde forældre og barn det rart sammen. Den tilsendte henvisning hensatte mig i bange anelser. Kunne et barn opvokset på et af diktator Ceausescus forfærdelige børnehjem, undgå at blive svært depriveret eller i det mindste tidlig frustreret og understimuleret? Jeg havde tidligere haft et andet rumænsk barn, som var svært psykisk skadet, så jeg ventede det værste. Og den seneste hjerneforskning kunne jo nu påvise, at manglende følelsesmæssig og cognitiv stimulation medførte, at de ellers dertil egnede hjerneceller degenerede, hvilket så igen kunne forklare de dårlige kliniske behandlingsresultater, uanset den anvendte terapi. Preben var imidlertid ved første kliniske øjekast ikke så dårlig endda. Han udviste nærmest normal tilknytningsadfærd overfor forældrene, idet han hele tiden henvendte sig til dem og var “naturlig” reserveret over for mig og min praktikant. Han forstod også, at legetøjet i skabet var mit, og at jeg bestemte over det, og på forlangende kunne han rydde op efter sig. Hans tegninger var usædvanlig kreative og “modne” af en 8 årig, og hans danske sprog forekom alderssvarende. Jeg fremsatte så den formodning, at Preben måtte have haft en kærlig kontaktperson blandt personalet, som havde taget sig særlig af ham, og forældrene kunne nu huske, at Prebet havde været særlig tilknyttet en ældre plejerske med hvem han også sommetider var kommet hjem til i weekender. Det forklarede meget. Nu var der “hjerneceller” at bygge på! Nu blev det meningsfuldt med holdingterapi. Første holdingsession blev dramatisk og med et indhold, der kom helt bag på forældrene. Preben blev helt “lille”, puttede sig ind til moren og græd og græd og græd. Moren: “Hvad græder du dog for lille skat ?” Preben: “…jeg savner børnene på børnehjemmet….” Og senere: “….jeg savner sådan G. (hans gode kontakt) på børnehjemmet…” Preben sørgede over en tabt fortid, og pludselig indså forældrene, at de havde taget hans fortid fra ham, i bedste mening ganske vist, men sikken en sorg, den var så stor, at den rev begge forældrene med, de græd og græd og sad sammen og holdt om deres lille sørgende dreng. Samme aften besluttede forældrene at tage til Rumænien med Preben og gense børnehjemmet. Og allerede få dage efter var Prebens aggressive adfærd overfor de andre børn i børnehaven som blæst væk. Hvordan kunne det forklares? For pædagoerne var det jo et mirakel! Charles Darvin har ikke levet forgæves. På et rumænsk børnehjem er det alle børns kamp mod alle, og de stærkeste tilraner sig flest goder: mest kontakt med de voksne, måske af og til en voksen helt for sig selv, mest mad, den bedste seng, det bedste tæppe, de få stykker legetøj. Fordi Preben stadig følelsesmæssigt er helt uafsluttet omkring børnehjemmet, “tænder” han på børnehaven, som om han er tilbage på børnehjemmet. Han kan kort sagt ikke holde sig alderssvarende i børnehaven, men regredierer til det 3-4 år gamle børnehjemsbarn, der stadig sidder dybt i ham, fordi han aldrig har fået hjælp til at bearbejde de dertil knyttede følelser. Allerede første holdingsession bringer disse følelser op i lyset, hvor de kan gennemleves og bevidstgøres, og hvor forældrene kan se dem, og dermed for første gang se og rumme hele Preben. Det er en healende proces som hurtigt bevirker, at Preben kan “slippe” det Alice Miller ville kalde gentagelsestvangen, hver gang han befinder sig i en børneflok. For at gøre en lang historie kort: forældrene fik meget hurtigt arrangeret en tur til det rumænske børnehjem, hvor det var så heldigt, at både et par børn, men også den gamle fru G. stadig befandt sig. Det blev til gensynsglæde og efter et par dage et sorgfuldt farvel, men med billeder og videofilm med hjem. 4 måneder efter var familien flyttet til en stor provinsby, og den nu 8½ år gamle Preben var startet, ikke i børnehaveklassen, men direkte i 1. klasse, hvor han så kun var lidt ældre end kammaraterne. Og yderligere 4 måneder efter, ved den afsluttende konsultation i Roskilde, var Preben faldet godt til og fungerede aldersvarende både fagligt og socialt. Det var som bekendt Ceausescu der indførte den bestemmelse, at rumænske børnehjemsbørn først måtte bortadopteres efter det fyldte 3. år, med den begrundelse, at først da havde de fået en sjæl. Rumænske psykologer måtte sluge den kamel!